
Nordic Health Lab har afsluttet testforløbet af Buddy Yuman i Plejecenter Skovvang og De Midlertidige Pladser i Allerød Kommune. I den forbindelse udtaler en ansat:
”Jeg har mere tid, og jeg sparer rigtig mange skridt. Og det er klart en fordel. Det betyder, at vi kan nå vores opgaver. Vi går rigtig meget frem og tilbage på gangene. Med Buddy nedbringes dette, og vi undgår også unødvendige forstyrrelse,” siger en medarbejder ifbm. testforløbet på De Midlertidige Pladser.
Buddy er en automatiseret og intelligent mobil robot, der kan bruges til at transportere remedier, der er nødvendige for patientpleje, eller til at hente/bringe fx affald og linned.
Konklusioner fra testforløbet
- Buddy fra startup-virksomheden Yuman frigiver tid til kerneopgaven
- understøtter lettere arbejdsgange
- reducerer antallet af forstyrrelser
- forbedrer arbejdsmiljøet for personalet.
Her er robotten Buddy blevet testet på Plejecenter Skovvang og De Midlertidige Pladser. Formålet med testen har været at undersøge, hvorvidt en mobil robot kan understøtte sundhedspersonale i plejesektoren i Allerød Kommune.
Buddy er blevet testet med udgangspunkt i to forskellige use-cases. Den ene er transport af affald og brugt linned, den anden er depotvarer såsom handsker, håndklæder, udstyr til at måle værdier mv.
Allerød Kommune har valgt at forlænge perioden for at efterprøve evalueringens resultater.
Nordic Health Lab har matchet virksomheden med kommunen, faciliteret testforløb samt udarbejdet evalueringsrapporten.