info@nordichealthlab.com

Nordic Health Lab
Danneskiold-Samsøes Allé 41
1434 København
Danmark

08.02.2024
Nordic Health Lab sikrer ny millionbevilling fra Industriens Fond

Vi er meget glade for at meddele, at vi i Nordic Health Lab har modtaget en ny bevilling på 12 millioner kroner fra Industriens Fond.

Med den nye bevilling kan Nordic Health Lab styrke samarbejdet mellem virksomheder og sundhedsvæsenet.

“Flere innovative sundhedsløsninger skal hurtigere ind på de danske hospitaler og skabe værdi for både patienter og personale. Potentialet er kæmpestort, men overgangen fra løsning til implementering skal være lettere,” siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang. Det er afsættet for en ny merbevilling på 12 mio. kr. til Nordic Health Lab.

Én fælles innovationsindgang til sundhedsvæsnet

Nordic Health Lab bygger bro mellem sundhedsvæsenet, virksomheder og videninstitutioner ved fx at facilitere testforløb og matche nye løsninger med efterspørgsel og behov fra landets hospitaler og kommuner.

“Vi kan være ’mere for flere, og noget for alle’. Dvs. vi kan skabe flere partnerskaber med hospitaler og kommuner, som kan teste virksomheders løsninger. Samtidig kan vi styrke vores screenings- og testkapacitet, så flere innovative virksomheder kan få valideret deres løsninger. Derudover vil vi have fokus på at skabe én fælles og effektiv indgang for virksomheder til sundhedsvæsnet, som i den grad mangler i dag”
— Jesper Juel-Helwig, direktør i Nordic Health Lab

Hospitalsdirektør: Behov for samarbejde om nye løsninger

 

Et af de hospitaler, der fokuserer mere på partnerskaber og virksomheders løsninger, er Nordsjællands Hospital. Hospitalsdirektør, Bente Ourø Rørth, forklarer:

“På Nordsjællands Hospital har vi testet flere innovative løsninger gennem samarbejdet med Nordic Health Lab. Blandt andet har vi implementeret NordInsights database-løsning, der kan gøre MR-skanninger mere sikre. Derfor sætter vi pris på, at vores samarbejde med Nordic Health Lab nu kan fortsætte, og de kan udvide testnetværket og synergier for skalering, samt for tværregionalt og tværsektorielt samarbejde om nye løsninger. Den slags partnerskaber er der behov for i et presset sundhedsvæsen.”
— Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør, Nordsjællands Hospital

Nemmere for sundhedsvæsnet at indgå i offentlige-private partnerskaber

Nordic Health Lab er allerede i gang med at skabe et endnu større og stærkere fællesskab af hospitaler og kommuner, der kan sikre effektive og behovsbaserede testforløb samt være med til at gøre det nemmere for sundhedsvæsnet at indgå i offentlige-private partnerskaber. Derudover skal der være en mere struktureret videndeling om de løsninger, der virker. Jesper Juel-Helwig uddyber:

”I løbet af 2024 skal flere af vores services være tilgængelige for hospitaler og kommuner. Bl.a. adgang til hele vores pipeline af screenede virksomheder, vidensdeling om offentlig-private innovationspartnerskaber, testmetoder, testdesign, testrapporter, mulighed for behovsafdækningsforløb samt overblik over eksisterende løsninger.”

Også et spørgsmål om konkurrenceevne

”Sundhedsteknologi er i stærk udvikling, og løsningerne bliver både bedre og smartere. De løsninger skal hurtigere ind og skabe værdi på hospitalerne. Både fordi det er en forudsætning for at kunne skalere og dermed styrke dansk konkurrenceevne, men også fordi det er helt nødvendigt, når vi skal løse de store udfordringer, som sundhedsvæsnet står overfor nu,” siger Thomas Hofman-Bang og tilføjer:

“Med denne merbevilling vil vi være med til at sikre, at de danske løsninger, som for alvor kan gøre en forskel, får bedre vilkår og en smidigere vej ind i sundhedsvæsnet, hvorfra de kan vækste og også ekspandere til udlandet. Her har vi allerede set, at Nordic Health Lab har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde. ”
— Thomas Hofman-Bang, direktør i Industriens Fond