Akutafdelingen på Horsens Regionshospital er i gang med at teste Dr. Universe løsning, der afleder børns opmærksomhed under et hospitalsbesøg. Det er det første NHL-projekt, vi indleder med Horsens Regionshospital.
Innovationskonsulent på Horsens Regionshospital, Trine Wildt Andersen forklarer:
– Gennem NHL bliver vi løbende præsenteret for nye sundhedsinnovative løsninger og teknologier, som virksomheder ønsker at teste og validere. Hvis løsningerne løser et reelt problem i klinikken, så indleder vi en dialog om et nærmere samarbejde om testforløb. På den måde hjælper vi virksomhederne med at blive klogere på behovet, og vi opbygger selv viden om vores egne behov og løsningsmuligheder. Dr. Universe er den første løsning, som vi nu har valgt at gå videre med i en test-fase,” forklarer hun.
En ny hospitalsven ‘Hjulle’ skal med sine interaktive spil hjælpe med at give mindre børn en god oplevelse af at komme på Akutafdelingen/Skadestuen.
Et besøg på hospitalet kan være en både uvant og udfordrende oplevelse for et lille barn. Derfor har hospitalets ansatte et særligt fokus på at støtte børn, når de kommer til undersøgelse og behandling i fx Skadestuen.
Som hjælp til at aflede specielt små børns opmærksomhed under et hospitalsbesøg har virksomheden Doktor Universe og ansatte fra Aarhus Universitetshospital i fællesskab udviklet løsningen ‘Hjulle’. Hjulle er et venligt dinosaur-ansigt placeret på et mobilt stativ og omkransende en iPad, der er udstyret med forskellige interaktive spil. Selv helt små børn kan aktivere og deltage i spillene eventuelt ved hjælp af en voksen.
“Vi har længe været på udkig efter et tiltag, som kunne hjælpe os med at gøre selv de helt små børns besøg til en god oplevelse. Derfor går vi nu i gang med at teste Hjulle som et led i hele vores samlede indsats omkring børneparathed,” fortæller specialeansvarlig sygeplejerske Malene Skjødt fra Akutafdelingen.
“Vores forventninger til testen af Hjulle er store, da vi kan se, at løsningen appellerer til børns nysgerrighed samtidig med, at den er nem at bruge både for barnet og for os som ansatte. Vi kan aktivere spillene sammen, og det kan endda gøres alene ved bevægelser i luften. Vi behøver ikke røre ved skærmen, hvilket er et stort plus af hygiejnemæssige årsager,” fortæller Malene Skjødt.
(Billede: Akutafdelingen på Horsens Regionshospital)