info@nordichealthlab.com

Nordic Health Lab
Danneskiold-Samsøes Allé 41
1434 København
Danmark

04.07.2024
Rigshospitalet indgår samarbejde med Nordic Health Lab for at teste og styrke innovative sundhedsløsninger til gavn for patienter og personale

Formålet med partnerskabet er at teste og videreudvikle innovative sundhedsløsninger, der gavner både patienter og personale. På sigt skal løsningerne spredes til alle regioner til gavn for det samlede sundhedsvæsen.

Optimering af ressourcer og arbejdsgange, forbedring af patientoplevelsen og bedre forebyggelse af sygdomme. Det er noget af det, som det nye partnerskab mellem Rigshospitalet og Nordic Health Lab, gerne skal ende ud med.

Løsninger på baggrund af Rigshospitalets behov
Nordic Health Lab bygger bro mellem sundhedsvæsenet, virksomheder og vidensinstitutioner. Det gør de ved at screene virksomheder for innovative sundhedsløsninger, og facilitere testforløb af løsningerne på hospitaler og i kommuner, samt udføre behovsafdækning for partnerhospitaler- og kommuner. På den måde vil samarbejdet også identificere konkrete behov på Rigshospitalet, såvel som øvrige hospitaler og i kommuner, som matches op med virksomhedernes relevante løsninger.

“Rigshospitalets vision er at være til gavn for den enkelte patient og det samlede sundhedsvæsen. Derudover har vi taget innovation til os som den fjerde kerneopgave på lige fod med behandling, forskning og uddannelse. Derfor er det oplagt at indgå et partnerskab med Nordic Health Lab, der arbejder med at optimere sundhedsvæsenet gennem brobygning mellem faktiske behov og innovative løsninger. De kan dermed give Rigshospitalet adgang til nogle nye, eksterne løsninger, der kan gavne både personalet og patienterne. ”
— Martin Magelund, vicedirektør på Rigshospitalet.

Samarbejde mod nye løsninger
Med dette partnerskab bliver Rigshospitalet en del af Nordic Health Labs landsdækkende portefølje af partnerskaber. Det styrker Nordic Health Labs mulighed for at tilbyde virksomheder vigtig adgang til at teste deres screenede, innovative sundhedsløsninger på hospitaler. Foruden at matche konkrete behov på Rigshospitalet med eksisterende løsninger, giver partnerskabet øget mulighed for at gribe de innovative sundhedsløsninger, der allerede er under udvikling eller i test, så man i langt højere grad undgår at lave den samme løsning flere steder. Samtidig vil det være med til at styrke en fælles metode for validering af innovative sundhedsløsninger.

Rigshospitalets strategi for innovation fokuserer på at trække på de stærke og mangeartede aktører, der er i det danske og internationale sundhedssystem. Derfor er den en fordel at danne tætte partnerskaber med aktører, der kan levere de nødvendige services og viden, så klinikerne kan støttes i deres arbejde med at udvikle nye løsninger og bidrage til innovationsindsatsen

Udbredelse af de innovative løsninger
”Vi er meget glade for at have indgået et aktivt partnerskab med Rigshospitalet, da det pga. af hospitalets størrelse kan styrke hele sundhedsvæsenet. Et af vores fokusområder er at være mere for flere og noget for alle. Dette partnerskab kan netop hjælpe med at sprede de innovative løsninger, så flere på tværs af regioner kan få værdi af de løsninger, vi er med til at dokumentere. Dermed imødekommer vi også behovet fra virksomheder, der ønsker at teste deres specialiserede løsninger på landets største hospital,” forklarer Jesper Lok, bestyrelsesforperson for Nordic Health Lab.