30.10.2023
Sensorer testet på indlagte patienter på NSR Sygehuse
Fra medio april til ultimo august 2023 har personalet fra Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse testet SENS Innovation’ sensorbaserede løsning på indlagte patienter på kirurgisk afdeling.
Nordic Health Lab har faciliteret samarbejdet og været ansvarlig for evalueringen af testresultaterne.
Hvad kan løsningen?
Løsningen er en sensor til påsætning på låret som vha. et indbygget accelerometer måler fysisk aktivitet på patienterne. Data visualiseres på tablet/patientskærme til patienter, der anvender sensoren og via overbliksskærme til personalet.
Overordnet set vurderer personalet, at patienterne i høj grad har reageret positivt på deltagelsen i testforløbet og brugen af sensoren.
Nogle af hovedkonklusionerne er:
- Patienter og personale finder i overvejende grad løsningen relevant og nem at introducere til patientmålgruppen.
- Personalet har nogle konkrete forbedringsforslag, såfremt én sådan løsning skal forankres på afdelingen. – Heriblandt ønsker ift. at patienter selv kan påsætte løsningen og indhold i løsningen.
- Derudover er det også tydeligt, at bedre introduktion og onboarding til løsningen med fordel kan styrkes med fokus på forankringen i afdelingen og involvering af de relevante faggrupper på afdelingen.
Læs hele rapporten herunder.