info@nordichealthlab.com

Nordic Health Lab
Danneskiold-Samsøes Allé 41
1434 København
Danmark

23.06.2023
Testforløb om bedre trivsel giver sygeplejersker et boost til egenomsorg

Vi har afsluttet et testforløb på Regionshospitalet Gødstrup, hvor sygeplejersker har undersøgt gruppeforløbsmetodikken Samtalesalon for sundhedsprofessionelle. 

Samtalesalonen er et gruppeforløb i naturen med fokus på dialog, fællesskab, refleksion og restitution. Formålet er at forebygge omsorgstræthed, stress og belastninger i arbejdslivet. 

 

Nogle af hovedkonklusionerne er, at forløbet har givet sygeplejerskerne et boost til egenomsorg, der ligeledes er blevet bemærket af nærmeste leder. Forventninger blandt sygeplejerskerne er i høj eller meget høj grad blevet imødekommet som tilfredsstillende.

Testforløbet strakte sig over medio marts til medio juni 2023, hvor sygeplejersker fra ; hjerte, perioperativt, svangre- og barsel, øjenklinik, dialyseklinik samt akutafdeling deltog. 

Det er virksomheden Cathrine Hartmann, der har udarbejdet konceptet, mens Nordic Health Lab har stået for brobygning og samarbejdet med Regionshospitalet Gødstrup.  

 

“Jeg synes, det er fedt, at hospitalsledelsen prioriterer at give os en pause. Det har gjort noget godt for mig i hvert fald. Jeg synes tit, at vi bare bliver pisket afsted. Og jeg ved godt, at vi ikke bare bliver pisket afsted, men at vi selv pisker afsted”
— Sygeplejerske der har været med i testforløbet på Regionshospitalet Gødstrup

Øvrige konklusioner

Sygeplejerskerne har vurderet faciliteringen som værende meget tryg og tillidsvækkende samt, at facilitatoren har udvist en stor grad af fortrolighed. Samtalesalonen med naturen som ramme har yderligere styrket det tillidsfulde og rolige rum. Sygeplejerskerne har vurderet emnerne i gruppesessionerne som både meningsfulde og relevante samt, at forløbet har skabt et godt rum for dialog om mental sundhed samt trivsel og belastninger, men med mulighed for at styrke denne del i forløbet. Derudover vurderer sygeplejerskerne, at især fællesskabet på tværs af afdelinger, og det at være i naturen, har været udbytterigt.

Sygeplejerskerne har overordnet vurderet tilrettelæggelsen/kvaliteten af forløbet højt eller meget højt både ift. længde, størrelse, afstand fra arbejdsplads, antal mødegange, interval for gruppesessioner, tidspunkt samt omgivelser. Især naturomgivelserne går igen som noget positivt for forløbet.

Næste skridt er, at erfaringerne fra testforløbet og vurdering af implementering af forløbet tages op i HovedMED-udvalget for Regionshospitalet Gødstrup.