Mød Nordic Health Labs første jyske testarena: Regionshospital Horsens
“Matchet med Nordic Health Lab var egentlig ret ligetil,” fortæller hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen:
”Vi har på Regionshospitalet Horsens valgt at blive en del af Nordic Health Lab, fordi vi også fremover ønsker at spille en aktiv rolle inden for udviklingen af nye sundhedsløsninger. Innovation er allerede en del af hospitalets DNA.”
Med de tidligere erfaringer fra samarbejder med private virksomheder er Lisbeth bevidst om, hvad de gerne vil opnå:
Løsninger til gavn for patienterne
”Vi glæder os til at indgå i et nyt samarbejde med forskellige virksomheder og organisationer med ét fælles mål for øje, nemlig at udvikle nye løsninger til gavn for patienterne. Vi står med en stor viden om patientbehandling, pleje og de tilhørende arbejdsprocesser mv., og den ser vi meget frem til at sætte i spil og blive udfordret på i forskellige udviklingsprocesser. Vi har således allerede gode erfaringer med offentlige/private samarbejder, hvor vi i fællesskab udvikler løsninger, som gør en forskel på hospitalet og dermed i sidste ende for patienterne. Hvis vi skal lykkes med mere af det i fremtiden, så ser vi et større og nationalt set up omkring udviklingen af innovative løsninger som den helt rigtige vej at gå.”
Stort behov for nye løsninger
Samarbejdet med Nordic Health Lab og de partnere som indgår i lab’et er et bevidst valg. Og hospitalsdirektøren ser ingen grund til at skjule ambitionerne: ”Ambitionen er helt klart at udvikle nye sundhedsløsninger, som forbedrer patienternes behandlingsforløb og/eller dagligdag, og som samtidig understøtter nogle gode og hensigtsmæssige arbejdsgange blandt de medarbejdere, som skal være med til at løse opgaven. Patienterne har brug for mere sammenhæng i deres møde med sundhedsvæsenet, og vi ser derfor et stort behov for udvikling af nye løsninger, som kan bruges på tværs af patientens eget hjem, kommune og hospital. Et tættere kommunesamarbejde som det, Nordic Health Lab netop har indledt, ser vi som værende helt afgørende for at kunne lykkes med opgaven.”
Hospitalet har tidligere indgået i tætte samarbejder med private virksomheder om bl.a. udvikling og test af den klinisk logistik-teknologi, som de i dag bruger på tværs af hele Region Midtjylland og i andre regioner.
Projekterne kører
+Prio (Enversion) er et projekt i akutmodtagelserne på Regionshospital Horsens og Nordsjællands Hospital. Det er et projekt, hvor vi bruger kunstig intelligens og sundhedsdata til at forudsige alvorlig sygdom.