Som det første hospital i verden skal Nordsjællands Hospital teste NordInsight’s next-gen implantatdatabase med målet om at gøre MR-skanninger for patienter med implantater mere sikker. De nuværende scannings-muligheder kan i visse tilfælde udgøre en risiko for patienten. Løsningen skal samtidig gøre, at radiografer og radiologer hurtigt og sikkert kan finde MR-sikkerhedsprotokoller. Forløbet faciliteres af Nordic Health Lab, der understøtter det offentlige sundhedsvæsen og private aktører med at udvikle og accelerere nye løsninger.
Reducerer risici for patienten og frigør ressourcer
MR-skanninger af patienter med implantater udgør en potentiel patientrisiko. Det stærke magnetfelt i en MR-skanner kan medføre uønskede bevægelser af implantatet samt opvarmning af det omkringliggende væv, og kan potentielt resultere i funktionsfejl i elektrisk aktive implantater. Implantater kan også danne ”artefakter” på skanningsbillederne, som kan vanskeliggøre det diagnostiske arbejde og i værste fald resultere i fejldiagnosticering. Derfor samarbejder Billeddiagnostisk afdeling på Nordsjællands Hospital (NOH), med startup-virksomheden NordInsight om at teste deres løsning.
Samarbejdet er skabt gennem Nordic Health Labs (NHL) udviklingsforløb, hvor NHL matcher virksomheder med hospitalers behov. Derfor faciliterer NHL også hele testforløbet.
Væsentligt med innovation på sundhedsområdet
Cheflæge fra Billeddiagnostisk afdeling, Mette Marklund, forklarer værdien af løsningen: ”På Nordsjællands Hospital finder vi det væsentligt at bidrage til innovation på sundhedsområdet, og vi prioriterer derfor udviklingssamarbejder med virksomheder, som arbejder med at udvikle nye løsninger på de udfordringer, som personale og patienter står overfor. NordInsight har udviklet en implantatdatabase, hvor målet er at kunne reducere de risici, som patienter med implantater i kroppen står overfor, når de skal MR-scannes, samtidig med at vores radiografer og radiologer kan føle sig mere trygge i arbejdet. Derfor har vi sagt ja til at afprøve og medudvikle NordInsight’s løsning. Vi håber, vi derigennem kan være med til både at modne løsningen og måske give afdelingen nogle nye værktøjer på sigt.”
Offentlig-privat samarbejde faciliteret af Nordic Health Lab
I NordInsight forventer de, at samarbejdet med NOH og Nordic Health Lab kan være med til at optimere og skræddersy deres løsning: ”NOH er kendt for deres innovative tilgange, så vi glæder os meget til at lære af deres hospital. Testforløbet kan hjælpe med at finjustere løsningen, så det på sigt kan skabe maksimal værdi for hospitaler i både Danmark og resten af verden. Derfor er vi taknemmelige for at få den afgørende hjælp fra Nordic Health Lab. De har matchet os med hospitalet og hjulpet os med at bringe os et skridt tættere på vores mål om at få state-of-the-art software ind på hospitaler over hele kloden,” siger Simon Elliott Thomassen, Co-founder & CEO på NordInsight.
Hos Nordic Health Lab er CEO Jesper Juel-Helwig glad for at søsætte endnu et offentligt-privat samarbejde: ”Dette viser igen det store potentiale i at accelerere fremtidens effektive sundhedsløsninger gennem OPI-samarbejder. Det er ikke en opgave, det enkelte hospital skal løse alene. Derfor ser vi frem til at facilitere forløbet og bidrage til, at NOH og NordInsights samarbejde får effekt både på hospitalet og på det billeddiagnostiske område i hele Norden.”
Om løsningen og testforløbet
Ifølge NordInsights data bruger radiografer mellem 10-120 minutter om dagen på at søge efter MR-sikkerhedsretningslinjer på hjemmesider og internetsøgninger. Løsningen frigør ressourcer og gør processen mere sikker. Testforløbet kører over flere måneder, hvorefter det bliver evalueret mhp. på implementering.